2024 november onlinekursus Primavera

470,00

Vær med, når strikkere fra hele landet mødes online til kursus omkring blusen med det smukke bærestykke, Primavera

Vi går i gang tirsdag den 5. november kl. 19.00.

Model/varenr.: 2024 Primavera online

Læs om tilmelding og pris længere nede

Primavera af Rachel Illsley (Unwind Knitwear)

Det er en umådeligt smuk bluse, vi skal strikke på kurset i november. Jeg bruger min egen meget flittigt og nyder det betagende mønster og de små glimt fra den lille, fine glimmertråd, jeg har med i mønsterfarven (de ses ikke på fotos). 

Designeren skriver: Bærestykkets smukke mønstre reflekterer musikkens struktur: en simpel melodi med indbygget kompleksitet, med forskellige elementer i kombinationer og møder indtil klimakset i kaskader af skalaer. Skalaerne der peger nedad spejles i skalaer, der peger op, og på samme måde spejles bærestykket i det nederste mønsterbånd ved livet.

Du vælger selv, om du ønsker en flad eller ombukket halskant. Den ombukkede kant strikkes fast. Foruden at lære dét, vil du på kurset bl.a. lære at strikke efter diagram, vendepinde med German Short Rows samt få fortrolighed med engelske strikkeudtryk. 
Designet giver mulighed for individuel tilpasning af blusens og ærmernes længde samt tilpasning til taljen. Husk blot at have lidt ekstra garn, hvis du skal øge målene.

Forudsætninger: Du skal kunne strikke ret og vrang. Intet andet ... Resten kommer du til at lære, så bare fordi du hidtil kun har holdt dig til 'sikre strikkeprojekter', skal du ikke holde dig tilbage mht. at deltage i kurset.

Størrelser: XS (S, M, L, XL) (2XL, 3XL, 4XL, 5XL)
Overvidde: 87 (97½, 110, 115½, 125) (134½, 144½, 156½, 163) cm
Designerens anbefaling mht. bevægelsesrum/positive ease: + 7,5 - 25 cm

Garnforbrug: 
Bundfarve: 784 (933, 1063, 1094, 1265) (1310, 1397, 1573, 1619) meter
Mønsterfarve: 225 (254, 284, 298, 318) (342, 372, 401, 416) meter

Strikkefasthed 26 m/10 cm

Rundpinde i tykkelserne 2.75 mm og 3.25 mm skal vi bruge. Regulér din pindstørrelse i forhold til, om du strikker løst/fast. Du skal ramme en strikkefasthed på 26 masker i glatstrik, let blokket efter dampning eller vask.

Du får brug for garn i tykkelsen 'fingering', og jeg vil foreslå

  • merino singles fra LITLG (235 kr. pr. 366 m)
  • Anina fra Filcolana (60 kr. pr. 210 m)
  • Isager Alpaca 2 (59 kr. for 250 m)

Derudover skal du bruge en maskemarkører, maskeliner eller restegarn til at sætte ærmemasker på hvil og en stoppenål til at hæfte ender med. Et antal små diagrammarkører vil også være nyttige.

Opskriften er på engelsk, og den vil ikke blive oversat. Forvent derimod masser af vejledning til at læse og forstå de engelske strikkeudtryk.

Online kursusmøder ifølge oversigten på foto (Forbehold for ændringer forbeholdes.)

Afsæt nogle timer til strik mellem hvert kursusmøde, men vær klar over, at vi alle strikker i forskelligt tempo og har forskellig 'mængde' strikketid til rådighed. Når vi mødes på Zoom, tager undervisningen udgangspunkt i et sted i opskriften, men det er helt sikkert ikke alle, der er nået dertil! Tag det roligt og i dit eget tempo - alt materiale er tilgængeligt i et helt år.


Pris: 470 kr. (400,- for kursus og 70,- for opskrift) Er du medlem af Knit Sisters' Inner Circle, betaler du kun for opskriften. Er du medlem af Knit Sisters' Circle, er den samlede pris 270 kr. Oplys det i kommentarfeltet til bestillingen, hvis du er medlem. Så fratrækkes din medlemsrabat, før jeg trækker beløbet fra dit kort.

Tilmelding foregår enten

  • pr. sms til butikken 4292 1796
  • ved personlig henvendelse i butikken
  • ved tilmelding her i netbutikken (medlemmer skal huske at oplyse medlemsnummer cust-nr., så beløbet rettes ned før trækning)

Hvis du tilmelder dig i butikken, er det jo oplagt at vælge garn samtidig. Tilmelder du dig via sms, skriver vi sammen om dine ønsker til farver og garn, vi sender dig fotos med farveforslag, og vi afregner med MobilePay. Derefter afsender vi dit garn med PostNord (så oplys gerne den pakkeshop, du helst vil afhente ved). Husk, at medlemmer får gratis fragt ved køb af garn for over 700 kr.


HVORDAN FOREGÅR ET ONLINEKURSUS HOS KNIT SISTERS' STUDIO?

Uanset om du bor tæt på Middelfart eller meget langt herfra, kan du deltage i strikkekurser hos Knit Sisters' Studio. Og du er heller ikke afhængig af at være hjemme. Utallige gange har deltagere været med fra fx sommerhuset, campingpladsen i Italien eller fra togkupeen ...

Vi mødes online på fastsatte tidspunkter - og vi mødes i Facebook-gruppen 'når-som-helst'. 

Onlinekurset afvikles via en hermetisk lukket Facebook-gruppe i kombination med møder på Zoom. Er du ingen teknisk nørd, skal du ikke fortvivle - det hele er ganske enkelt og ligetil. Den allerførste kursusgang bruger vi altid lidt ekstra tid på at sikre, at alle får teknikken til at virke. Det er en forudsætning for deltagelse, at du har en Facebook-profil.

En typisk kursuslektion forløber således:

  • På tidspunktet for lektionen klikker du på Zoom-linket og kommer ind i et 'venterum', indtil Marie-Louise (kursusleder) lukker dig ind.
  • Når alle er kommet med - eller ca. 5 minutter efter starttidspunktet for lektionen - byder Marie-Louise velkommen og går i gang med dagens undervisning. Noget foregår med mundtlig gennemgang, mens andet er ved visning af instruktionsvideoer og selve opskriften undervejs i Zoom-mødet.
  • Undervejs kan alle stille spørgsmål og/eller hjælpe andre med gode råd. Netop denne sparring og udveksling af erfaringer er noget af det allerbedste ved denne gruppe, da man ikke blot lærer af sine egne erfaringer.
  • Vi plejer at nå en runde, hvor hver enkelt kursist viser sit strikketøj frem: Hvor langt er jeg kommet siden sidst? Hvordan går det? Er der udfordringer?
  • Og så når vi også at tale lidt løst og fast om strikkerelaterede emner. 
  • Vi strikker som sådan ikke undervejs på kurset - vi strikker hver for sig mellem mødegangene.

I Facebook-gruppen (som udelukkende er for kursisterne) finder du instruktionsvideoerne, link til og optagelser af Zoom-møderne (så det gør ikke noget, hvis du ind imellem er forhindret i at deltage på selve mødet) og ikke mindst alle kursisternes opslag med farver, progression, udfordringer og hjælp til hinanden undervejs. Gruppen lukker ét år efter kursusstart.

Zoom-møderne kan du deltage i fra både smartphone, tablet og computer. Det vil være en fordel at downloade Zoom-app'en først, men det er ingen betingelse. DU kan ogsålogge på møderne med de koder, der er oplyst i Facebook-gruppen.

Det er langt fra sikkert, at du kan nå at strikke dit projekt færdigt undervejs i kursusperioden - og du skal ikke blive stresset over at nå 'lektien' fra gang til gang. Vi strikker i hvert vores tempo - nogle har meget strikketid, andre mindre. Facebook-gruppen er åben 365 dage, så du har god tid til at spørge, se videoer mv. 

De udmeldte datoer og tidspunkter er med forbehold, da der jo kan opstå uventede situationer, der kræver lidt tilpasning. Det sker yderst sjældent - men det sker.

Marie-Louise Veber Paustian @knitsister_marielouise er underviser på kurset.

 

Når du modtager din faktura og en ordreopdatering med status Klar til afhentning i butikken/Afsendt betyder det, at din tilmelding og betaling er modtaget - og vi glæder os til at se dig til kursusstart. (Du skal altså ikke afhente en adgangsbillet!)

Bemærk: Når du har modtaget din faktura, kan du ikke få refunderet dit deltagergebyr, hvis du skulle blive forhindret i at møde op - men du er velkommen til at lade en anden overtage din plads.

Kontakt
Tlf/sms: 4292 1796
Mail: store@knitsistersstudio.com

Besøg butikken
Algade 36 (gå-gaden)
5500 Middelfart

Åbningstider
Man-torsdag 10.00-17.30
Fredag          10.00-18.00
Lørdag          10.00-14.00

1. søndag i måneden: 
10.00-15.00

Lukket på helligdage, Grundlovsdag,
24. december samt 31. december.

Gå ikke glip af nyhederne

Ja tak til lækker inspiration pr. mail
Særligt for haveejere