2024 oktober Djo - kursus i butikken
Over 5 onsdage i oktober strikker vi den forunderlige sweater Djo og leger med farver undervejs.
Djo af Sophie Ochera "Workshop"
Djo er en herlig sweater, som rummer mange muligheder: Du kan vælge at strikke din Djo i blot to farver og lade de geometriske mønstre stå frem i et rent udtryk - eller du kan lege med alverdens farver og garner og dermed skabe en helt unik sweater, hvor farver og mønstre boltrer sig. Personligt vil jeg forsøge at kreere en julesweater ud fra Sophie Ocheras opskrift.
Opskriften er på engelsk - men frygt ej: Jeg har efterhånden haft rigtig mange kursister helt uden engelskkundskaber, der har klaret sig godt igennem. Det handler nemlig i høj grad om at afkode opskriften. Når du har lært at strikke efter en engelsk opskrift, åbner der sig en utroligt stor verden af spændende opskrifter, du kan kaste dig ud i, så find ja-hatten og gå-på-modet frem og lad dig føre trygt igennem Djo. Den er i øvrigt ikke spor svær at strikke!
Workshop er nok en bedre dækkende betegnelse for dette kursus, fordi vi vil vægte sparring og farveleg undervejs. Medbring gerne farveblyanter til første kursusgang.
Forudsætninger: Du skal kunne strikke ret og vrang. Intet andet ... resten kommer du til at lære, så bare fordi du hidtil kun har holdt dig til 'sikre strikkeprojekter', skal du ikke holde dig tilbage mht. at deltage i kurset.
Materialer:
- Rundpinde du rammer en strikkefasthed på 20 masker pr. 10 cm i bredden med - og også en rundpind til ribkanter, som er 0.5 mm tyndere.
- Bundfarve: 800-1500 meter
- Mønsterfarver: 8 forskellige; 90-600 meter
Antal meter vil naturligvis variere fra strikker til strikker og i forhold til størrelsen. Det oplyste forbrug er opskriftens angivelse, men opskriften er ikke helt entydig mht. garnforbruget.
Garnet skal kunne anvendes til en strikkefasthed på 20 masker = 10 cm i retstrik efter vask og blokning. Typisk et 'pind 3.5-4.0-garn'. Du kan udmærket strikke med dobbelt tråd.
Hos Knit Sisters' Studio vejleder vi dig naturligvis meget gerne i valg af farver og kvaliteter. Du kan også vælge at strikke i 'garn fra lageret'.
PRISEN ER INKL. OPSKRIFT og naturligvis sørger jeg også for frisk kaffe og te samt lidt til den søde tand. Du får hele opskriften tilsendt på mail. Har du en Ravelry-konto, så oplys gerne dit brugernavn (ikke kodeordet!) i kommentarfeltet, så du får opskriften ind i dit bibliotek med det samme.
Du behøver ikke at have besluttet dig før kursusstart til, hvilke garner du vil strikke med.
Kursus-onsdage: 2/10, 9/10, 16/10, 23/10 og 30/10. Alle gange i tidsrummet 18.00 - 20.00.
Afsæt nogle timer til strik hjemme mellem hver kursusgang.
Medbring de nødvendige materialer. Jeg sørger for, at der er både frisk te og kaffe på kanderne samt lidt til den søde tand.
Max. 12 deltagere
Sted: Knit Sisters' Studio, Algade 36, st., Middelfart
Pris: 460 kr. (400,- for kursus og 60,- for opskrift) Er du medlem af Knit Sisters' Inner Circle, betaler du kun for opskriften. Er du medlem af Knit Sisters' Circle, er den samlede pris 260 kr. Oplys det i kommentarfeltet til bestillingen, hvis du er medlem. Så fratrækkes din medlemsrabat, før jeg trækker beløbet fra dit kort.
Underviser: Marie-Louise Veber Paustian, indehaver af Knit Sisters' Studio
Når du modtager din faktura og en ordreopdatering med status Klar til afhentning i butikken betyder det, at din tilmelding og betaling er modtaget - og vi glæder os til at se dig til kursusstart. (Du skal altså ikke afhente en adgangsbillet!)
Bemærk: Når du har modtaget din faktura, kan du ikke få refunderet dit deltagergebyr, hvis du skulle blive forhindret i at møde op - men du er velkommen til at lade en anden overtage din plads.